Gå til hovedindhold

Mød kandidaterne til Ældrerådsvalg 2025

Her på siden kan du møde kandidaterne til Ældrerådet og deres mærkesager.

Indhold

    Hvem er kandidaterne og hvordan er de blevet opstillet?

    Frem til 10. august 2025 kunne man melde sig som kandidat. Eneste krav har været, at man er over 60 år og bor i Aarhus Kommune. Derudover skulle man have mindst ti stillere for at kunne stille op. Herunder kan du møde kandidaterne.

    Kandidaterne er listet i tilfældig rækkefølge.

    Mød kandidaterne

    Beskrivelse af kandidater til Ældrerådsvalg

    Jeg har mange gode erfaringer som aktiv pensionist. Desuden kommer jeg ofte på besøg i forskellige plejehjem og til arrangementer i forskellige folkehuse.

    Jeg har også mange års råds-/foreningserfaring: Det sociale Forbrugerråd, Forældrenævnet, Aarhus Kommunes Integrationsråd (næstformand), Ældresagen i Aarhus (lokalkomitémedlem), Danske Handicaporganisationer og Høreforeningen i Århus (bestyrelsesarbejde).

    Disse erfaringer vil jeg gerne stille til rådighed for Ældrerådet/Aarhus Byråd, forhåbentlig til fordel for min egen aldersgruppe.

    Jeg har gennem hele mit arbejdsliv beskæftiget mig med ældreområdet, primært i Aarhus Kommune. Jeg har arbejdet som rengøringsassistent, sygehjælper, SOSU-assistent og de sidste 15 år som leder af hjemmeplejen og forstander på to plejehjem. 

    Jeg har således været med i de mange forandringer, der har været inden for ældreområdet siden midten af 70'erne. Jeg har endvidere siddet i Aarhus Byråd i 8 år og har derigennem fået en god indsigt i den politiske proces og de administrative arbejdsgange. Jeg har fortsat lyst til at engagere mig i arbejdet for bedre vilkår for de ældre.

    Har nu siddet i Ældrerådet Aarhus i snart 4 år, alle år som næstformand. Det har været en spændende periode, med mange udfordringer. Et godt samarbejde med Sundhed og Omsorg, hvor vi er blevet hørt og taget med på råd. Jeg stiller op til en periode mere.

    Mit fokus er et godt velfærd for de ældre på alle måder. Støtte og hjælp i eget hjem, velfærdsteknologi, mobilitet, gode forhold på plejehjem med veluddannet personale.

    Fokus på den stigende alderisme. Der kan ikke sættes lighedstegn mellem alder og forfald. Ældre er ikke svage, inkompetente eller byrder for samfundet.

    Ældrereformen skal virke efter hensigten. Man bliver aldrig for gammel til at have det godt. Man skal have en reel indflydelse på, hvordan man ønsker at leve, hvad man gerne vil spise, det bør være vigtigere, at man får serveret mad man kan lide, frem for mad der er ”politisk korrekt” (ernæringsrigtig/klimabelastning).

    Gratis offentlig transport, dette vil medføre færre personbiler i midtbyen.

    Jeg har altid interesseret mig for udviklingen i vores samfund, såvel lokalt som nationalt. Jeg har haft en del bestyrelses- og udvalgsposter. Blandt andet hovedformand for den lokale idrætsforening, formand for det lokale fællesråd og formand for DGI Aarhusegnen.

    Mit fokus vil være på de svage ældre og dem som har mest behov for hjælp. Hvis jeg måtte blive valgt, vil jeg glæde mig til – sammen med rådet – at samarbejde med såvel det politiske niveau som embedsværket.

    Ældrerådet har – og skal også have – fokus på forholdene for de ældre på plejehjem, mv. Men der skal også være fokus på andre aspekter af ældre/seniorers live. Med udgangspunkt i, at seniorer skal ses som er ressource og ikke som en byrde, vil jeg primært arbejde for:

    1.       Seniorvenlige boliger
    I mange områder af kommunen bor der seniorer i større parcelhuse, og som ønsker at flytte til en mindre 1-plansbolig, typisk et 1-plans rækkehus med en mindre have (evt. i form af seniorbofællesskab). Men desværre er der for få af den slags boliger i kommunen. Langt de fleste nybyggede rækkehuse er i 2 plan. Hvis seniorer kunne flytte til en mindre bolig, vil det kunne øge antallet af parcelhuse, som kan være attraktive for børnefamilier (som også efterspørges i Aarhus Kommune).

    2.       Trafikforhold
    Aarhus Kommune arbejder med planer om at begrænse trafikken i den indre by, herunder ikke mindst den gennemkørende trafik. Det kalder på nye løsninger – også for seniorer. En mulighed kunne være større P-pladser i udkanten og shottle-busser ind til centrum. En anden mulighed er flere og bedre offentlig transport fra lokalområderne til centrum. Og så er der også brug for at forbedre trafikforholdene til og fra Aarhus Ø.

    3.       Folkehusene
    Det er en rigtig god idé med Folkehusene i de forskellige områder af kommunen. Men det var en mindre god idé at nedlægge nogle og ændre status på andre. Jeg vil arbejde for at videreudvikle folkehusene til gavn for lokalområdet, dvs. flere aktivitetsmuligheder og med en lokal ældrepleje tilknyttet alle steder.

    4.       Digitale medier
    Danmark er et verdens mest digitaliserede samfund. Det vil det fortsat være, men de seniorer, som har svært ved at blive dus med teknologien, skal hjælpes bedst muligt og have tilbudt alternative løsninger. Kommunen bør i denne sag være i front i forhold til at kommunikere med os seniorer.

    Mere personlige oplysninger

    Jeg er 74 år, bosat i Beder siden 1983 og er pensioneret. Jeg har været ansat på Aarhus Universitet i mere end 40 år, hvor jeg har været med til at udvikle uddannelsen i Informationsvidenskab og senest har arbejdet med digitale medier i undervisningen. Jeg er nu emritus, hvilket betyder, at jeg stadig har en faglig tilknytning til Aarhus Universitet.

    Jeg sidder i bestyrelsen for Horsens Gymnasium og HF og Rude Strand Seniorhøjskole.

    Jeg er ikke bruger af Facebook eller andre sociale medier. Til gengæld kan jeg kontaktes på e-mail: akjaer.beder@gmail.com.

    Mit navn er Bent Sundgaard. Når jeg stiller op til Ældrerådsvalget 2025 i Aarhus Kommune er det begrundet i, at jeg vil gøre brug af mine erfaringer til gavn for de ældre i Aarhus kommune.

    Referencer: Som tidligere bestyrelsesmedlem i Natteravnene har jeg medvirket til at udvikle Natteravnene Aarhus C, så nattelivet bliver mere sikkert. Stod for opbygning af netværk. Har blandt andet deltaget i Restauratør netværket i Aarhus, som ledes af kommunen. Arbejder i foreningen Sind. I den landsdækkende telefonrådgivning taler jeg med sindslidende og deres pårørende for om muligt at finde løsninger og styrke deres livskvalitet. Er frivillig i Hjerteforeningen som instruktør i Hjerte Lunge Redning. Har tidligere kørt ambulance i 12 år. Har mangeårige erfaringer fra job som domsmand i retten i Aarhus. Har tidligere arbejdet meget med politikere. Blandt andet om udvikling af øen Tunø, hvor Odder Kommune havde brug for en udviklingsplan skabt i et såkaldt §17-4 udvalg, hvor jeg deltog.

    Følgende fokuspunkter er vigtige for mig:

    1. En værdig pleje med indflydelse og tryghed.

    2. En god omsorg med respekt og selvbestemmelse.

    3. Mulighed for genoptræning – uanset alder og livssituation.

    4. At den offentlige pension følger pristallet. Kan reguleres kommunalt via kommunens prisniveau på tilbud til ældre.

    Giv mig din stemme ved valget til Ældrerådet d. 18 november og giv ældre borgere en stærk stemme.

    Min fritid går i øvrigt med job som medarbejder på flere festivaler. Slapper af med min hustru ved at motionere. Blandt andet med bjergvandring, Camino ture m.v.

    Bor nu i Holme Bjerge Parken som er en andelsforening med 39 huse beboet af personer over 55 år der alle er interesseret i socialt medansvar.

    Eventuelle spørgsmål kan sendes til mig på mail bent@solo-gruppen.dk

    Med venlig hilsen kandidat til Ældrerådet Bent Sundgaard

    Jeg er 69 år med en sundhedsfaglig baggrund født og opvokset i Aarhus. Indtil min pension arbejdede jeg i mange år som chef inden for sundhed, omsorg og ældre flere steder i Midtjylland.

    Det er vigtigt for mig, at politik bliver omsat til reelle handlinger, så ældre oplever værdighed og livskvalitet i hverdagen, og Aarhus giver mulighed for et aktivt og trygt ældreliv. Jeg er især optaget af, hvordan vi hjælper borgere med demens og deres pårørende, hvordan vi forebygger ensomhed samt styrker fællesskaber for seniorer.

    Opfølgning på ny ældre- og sundhedslove – rammelove – skal følges tæt.

    Boligområdet mangler de rette boliger til de mange nye ældre – også uformuende.

    Fortsat Folkehuse i Ydre Århus.

    Grøn mobilitetsplan, skal rumme fortsat tilgængelighed for ældre og handicappede.

    Kommunal kontakt 3-vejs: Skrift, telefon, personligt.

    Særlig rolle: Bindeled mellem ældre- og handicapområdet.

    Næstformand i DH Århus, Høreforening og tilgængelighedsarbejde ved byggeri/byrum i Århus.

    Glad gift på 50.år, 3 børn, 5 hunde - genopstiller.

    Som medlem af Ældrerådet gennem tre perioder har jeg arbejdet for bedre plejehjem, hjemmepleje og pårørendesamarbejde. Med 12 års erfaring fra plejehjemsbestyrelser og indgående kendskab til sundheds- og omsorgsområdet er jeg velforberedt, lyttende og samarbejdende.

    Jeg kæmper for tryghed, værdighed og løsninger, der gavner alle over 60 år i Aarhus – og vil fortsætte som de ældres stærke, tydelige stemme.

    Vi har længe nok bygget på Aarhus’ ansigt udadtil. Det er på tide at vende blikket mod byens borgere – specielt de ældre. Vi skal tale trivsel, ordentlighed og tænke ud af boksen. Kort sagt skal vi i højere grad sikre os, at de ældre har det godt og behandles med den værdighed de har krav på.

    Der skal meget mere tryghed til blandt vores ældre, og psykisk handicappede. Jeg har siddet i byrådet i 8 år, og er overbevist om, at der kan gøres mere for vores ældre. Plejehjemmene skal være et trygt sted at være, der skal være en ledelse, som forstår både de ældre, og personalet, der er steder, hvor det svigter og det skal der gøres mere ved. Også for dem som bor alene i eget hjem, skal der være mere tryghed.

    Hjemmeplejen skal opgraderes. Psykisk Handicappede – og mennesker som er udviklingshæmmet, skal der også tages meget mere hånd om. Dem som ingen pårørende har til at tale deres sag, er i mange tilfælde på herrens mark. Det gælder i særdeleshed vores hjemløse, noget som der er blevet talt om i årevis, men desværre uden det store resultat, det skal prioriteres meget høj. Vi skal også havde flere hospicepladser, ventelisten er alt for stor. 

    NÅR VIRKELIGHEDEN FORSVINDER I SYSTEMET: og Ældre - handicappet og hjemløse svigtes uden hjælp, bliver vores liv umenneskelig og alderdommen besværlig og trist.          

    Vigtig – Vigtig !!! vores Folkepensionister skal have hævet deres pension alle andre får store lønforhøjelser, som vi stort set læser om hver dag, men ikke vores pensionister, det er ganske urimeligt. Vores fødevarer, og meget andet er steget rigtigt meget i den senere tid.

    Det vil jeg gerne være med til at påtale over for vores politikere både kommunalt, men også på landsplan.

    Jeg er 72 år og bor i Brabrand.

    Jeg har arbejdet som pædagog og i mange år i kolonihaveforeningens bestyrelse – to steder hvor man lærer, at tålmodighed og kaffe kan løse det meste. I Ældrerådet vil jeg kæmpe for, at ældre i Aarhus får gode vilkår, indflydelse og plads til at leve livet – uden unødvendigt bureaukrati, men gerne ekstra kage til møderne.

    Jeg har energi og overskud, som jeg gerne vil bruge til gavn for alle ældre i Aarhus. For tiden har jeg meget fokus på byudvikling og trafikforhold, idet jeg ønsker, at Aarhus skal være en attraktiv by, også for ældre. Både at kunne bo i, kunne komme ind til og kunne komme rundt i, så vi alle kan have glæde af byens tilbud – kultur, shopping, cafeer med mere. Og det skal også gælde ældre med stram økonomi, og ældre, som ikke kan cykle eller gå langt!

    Forsøget med at sætte nogle plejehjem fri er et andet område, som jeg følger spændt – efter flere års erfaring som pårørende til plejekrævende forældre.

    Jeg har bopæl i midtbyen, min arbejdserfaring er blandt andet over 30 år indenfor personaleområdet, også som leder, plus 10 år som togfører i DSB, de seneste år har jeg haft butiksarbejde, er nu pensionist.

    Jeg er pensioneret tømrerfaglærer og har gennem det meste af mit arbejdsliv fungeret som tillidsrepræsentant og aktiv i fagbevægelsen. Jeg er nu formand for seniorerne i Uddannelsesforbundet og er valgt til flere poster i Faglige Seniorer.

    Jeg vil arbejde for, at seniorer får et godt liv med attraktive tilbud og muligheder om bolig, beskæftigelse, hvis de ønsker det, og pleje og omsorg, når det bliver påkrævet. Bevar folkehusene, attraktive kulturelle og sociale tilbud! Ikke flere skandaler på lokalcentrene, gode arbejdsforhold til personalet! Bevar de nødvendige busforbindelser!

     

    Efter 10 år som pårørende til min demensramte hustru har jeg oparbejdet et grundigt kendskab til demens, og de udfordringer det giver for den demensramte og dennes pårørende.

    De første år efter min hustrus diagnose fik jeg mulighed for at opleve hjemmeplejen – og hvor svært det var at få den fornødne hjælp med de skiftende hjemmehjælpere.

    Efter at min hustru i 2018 måtte flytte på plejehjem har jeg været medlem af plejehjemsrådet på DCA/Skovvang (specialplejehjemmet for demensramte) – de seneste år som formand. Dette har givet mig et godt indblik i plejehjems drift på godt og ondt.

    Med det stadigt stigende antal demensramte og ældre generelt er det en kæmpe udfordring at give disse den nødvendige hjælp. Der vil være behov for yderligere indsats fra kommunens side, men det vil også være nødvendigt, at alle vi pårørende hjælper med til at forbedre forholdene for de demensramte og deres pårørende, og generelt for ældre med behov for hjælp.

    Som frivillig i Alzheimer foreningen har jeg været med til at arrangere aktiviteter for demensramte og deres pårørende, men så gerne kommunen bidrage mere aktivt hertil.

    Med min baggrund indenfor IT-området vil jeg gerne være med til at sikre, at velfærdsteknologier ikke benyttes udelukkende som et rationaliserings værktøj. Anvendelse af velfærdsteknologi kan være til stor hjælp for mange, men kan også misbruges som ren rationaliseringsforanstaltning, f.eks. når man tror, at man kan klare støvsugning hos ældre medborgere alene ved hjælp af en robotstøvsuger!

    Jeg har i 25 år boet i Beder, har 3 børn, hvor den ældste netop har afsluttet sin uddannelse, mens de 2 yngste på 20 og 22 år stadig bor hjemme og er under uddannelse her i Aarhus.

    Jeg har været frivillig i et lokalcenter/folkehus i Aarhus Kommune i mere end 16 år. Set rådmænd komme og gå, hver med et nyt millionprojekt, som den efterfølgende rådmand sløjfer og erstatter med et nyt millionprojekt. Det synes jeg er synd for de ældre borgere i Aarhus Kommune.

    Mine mærkesager er bl.a. flere idræts- og andre aktiviteter, både udendørs og indendørs for ældre borgere, svage som stærke. Vi skal lytte til de ældres behov og ikke fortsætte med skrivebordsprojekter, udfærdiget af personer, der aldrig har haft deres gang på et plejehjem eller folkehus.

    Medstifter, instruktør og formand i idrætsforeningen Selvtræner-fitness område Nord (folkehusene Skæring, Hjortshøj, Skødstrup, Lystrup, Trige og svømning i Sølystskolen Egå).

    Jeg har været med i Ældrerådet i 12 år, heraf 10 år som formand, og jeg har fortsat lyst til arbejdet. Jeg arbejder for, at Aarhus skal være et godt sted at være ældre i, og det uanset om man modtager pleje og omsorg eller som +60 årig er selvhjulpen og stadig er i arbejde.

    Jeg har øjnene rettet mod alle forhold vedrørende ældre borgeres tilværelse, men har særlig fokus på den ældres selvbestemmelse, kvalitet og værdighed i plejen, inddragelse af pårørende, boligforhold, fællesskab og nej til ensomhed.

    Jeg har fra 2012 til 2020 været medlem af byens Ældreråd. Jeg ønsker igen at blive valgt den 18. nov. 2025. Jeg vil foreslå det nye Ældreråd starter med gennemgang af den nye ældrereform med bl.a. selvbestemmelse, pårørende med mere.

    Engagement og lyst til at nå tættere på målet:” Ingen Aarhusborger skal frygte alderdommen og en flytning til plejehjem”, gør, at jeg genopstiller som kandidat til Ældrerådet.

    At nå helt til målet, vil kræve et fortsat stort arbejde omkring at være medskabende af de nødvendige rammer for, at den psykologiske tryghed i arbejdet omkring plejen kan skabes for såvel borger, pårørende, medarbejdere og ledere. Dertil kommer arbejdet med rammesætning af etablering af fællesskaber og aktiviteter for seniorer.

    Brobygning mellem de to nye love: sundhedsloven og ældreloven kræver også opmærksomhed. Meget vigtig for mig vil også være at sikre relevante rammer for Ældrerådets virke, så alle medlemmers ressourcer kan komme bedst mulig i spil.

    Efter snart 8-års arbejde i Århus Ældreråd genopstiller jeg til en ny 4-års periode. I de 8 år har vi bl.a. kæmpet for mere synlighed både ud til borgerne, men også ind i det politiske arbejde i kommunen, og vi kan nu mærke, at det er lykkedes. Det er præcis det, jeg vil med mit engagement i lokalpolitik.

    Jeg vil fortsat arbejde for mere borgerinddragelse og synlighed generelt. Og så vil jeg arbejde for, at Århus forbliver en god by - at bo i - at ældes i - at færdes i - både når vi taler pleje, sundhed, arbejde og fritid/boliger.

    Mit navn er Gitte Rohde, jeg er 68 år og bor på Frederiksbjerg. Jeg har været sygeplejerske i 43 år og har anvendt min uddannelse fuldt ud med bl.a. specialuddannelse som anæstesisygeplejerske, udsendt med Læger uden Grænser, ulandsfrivillig i 3,5 år i Zimbabwe, afdelingssygeplejerske, forskningskoordinator og, de sidste 14 år op til pensionering, lektor ved sygeplejerskeuddannelsen Via University College og beskikket censor ved den sygeplejefaglige- grunduddannelse og diplomuddannelser.

    Jeg har en videreuddannelse i Folkesundhed (Master of Public Health) fra Århus Universitet. Uddannelsen har fokus på folkesundhed, herunder sundhedsfremme og forebyggelse, sundhedsvæsenets organisation og ledelse samt sundhedslovgivning.

    Som lektor ved sygeplejerskeuddannelsen har mine primære fag været organisation og ledelse i sundhedsvæsenet. Sundhedslovgivning samt sygepleje til den ældre borger. Jeg har i den forbindelse været fagredaktør på en grundbog til sygeplejefaget, der omhandler pleje til den ældre borger, hvor jeg har bidraget med to kapitler (Geriatri - Grundbog i sygeplejefaget - FADL's Forlag). I forbindelse med min stilling har jeg været tilknyttet sygeplejerskestuderende i praktik i kommunerne og har således fået et solidt indblik i, hvordan kommunerne løfter opgaven i ældreplejen.

    Under mit universitetsstudie supplerede jeg min indtægt ved at være vikar i hjemmesygeplejen i Århus Kommune. Det er nærmest ikke det distrikt i Århus Kommune, hvor jeg ikke har kørt som hjemmesygeplejerske. Som kandidat til Ældrerådet stiller jeg op med al min teoretiske og praktiske erfaringer. Dette uden politisk tilhørsforhold. Jeg har altid stemt til valg med fokus på, for mig relevante og vigtige punktere, uanset politisk parti.

    Jeg stiller op:

    • Fordi jeg synes det er vigtigt at tage del i den demokratiske samtale.
    • Fordi det er vigtigt, at der er et ældreråd til at rådgive byrådspolitikerne om alt, hvad der kan berøre +60 borgere, især dem der har få ressourcer.
    • Fordi jeg håber at overbevise byrådet om, hvor dårlig en idé det er med en letbane igennem Banegårdspladsen, Parkalle og Rådhuspladsen.
    • Fordi byen har brug for en god og fleksibel offentlig transport.
    • Fordi Aarhus har brug for at udvikle sig meget mere grønt.

    "Tillid, sund fornuft og hjertet med" var min tilgang til arbejdet i Ældrerådet for fire år siden. Det er det stadig! Ledere og medarbejdere "på stedet" skal mødes med respekt og tillid, ikke bare regneark og rapporter. Se og mød vore ældre som mennesker og giv støtte, omsorg, ja livsbetingelser, med den sunde fornuft i behold.

    Politikere og embedsfolk gi’r jeg gerne konstruktiv kritik – når der er brug for det. Sådan vil jeg arbejde i Ældrerådet for at gøre en forskel til gavn for alle vi 60+’ere i Aarhus.

    Mit navn er Leif Elkjær. Jeg er 78 år og bor i eget hus med hustru og 2½ år gammel hund. Jeg er uddannet ingeniør og har arbejdet med bygninger, tekniske installationer og speciale i byplanlægning. Har arbejdet med unge (gymnastik), været formand i grundejerforening og aktiv i ingeniørgruppe med arrangementer omkring vedvarende energi. Mine fokusområder i Ældrerådet vil fortrinsvis være: Mobiliteten i og omkring Aarhus, herunder parkeringsforholdene Den kollektive trafik og vilkårene herfor Forvaltningernes styring af finansielle faktorer (og ikke altid borgernes behov og ønsker) Mobilitet i Aarhus

    Ældre (-og alle andre-) skal nemt kunne bevæge sig rundt i Aarhus. Der er derfor brug for opgradering og nytænkning omkring den kollektive trafik. Som incitament til at vælge kollektiv transport foreslår jeg følgende:

    • På tværs af de 3 ringveje (og måske Kystvejen) bør der etableres shuttlebus trafik uden køreplan - i eget el-trace og med prioriteret fremkommelighed med intelligent trafikstyring.

    Shuttlebusserne skal være små, men med plads til:

    • Rollator
    • Egne cykler
    • Udlejningscykler
    • Løbehjul
    • Barnevogne

    Der skal ved stoppesteder være muligheder for skift til øvrige busruter eller andre trafikmidler. Egne eller udlejning.

    På indfaldsveje skal der etableres ”Knudepunkter”. Store med parkeringsfaciliteter til biler, mindre ind mod byen med plads til egne cykler, udlejningscykler, -løbehjul og evt. kabinescooter.

    Disse ”parkeringsfaciliteter” bør indpasses i bymiljøet med beplantning og forsynes med betalingsløsninger, der giver rabat , hvis udlejningskøretøjerne afleveres her, fremfor et vilkårligt sted i byen.

    • Betaling for at benytte busser bør -som også foreslået af borgmesteren m. fl. – være overkommelig for alle.15 kroner for en dagsbillet forekommer at være fornuftig.

    Et andet af mine fokusområder:

    Det er blevet mere og mere tydeligt, at kommunen søger at skaffe kapital til den ”slunkne” kommunekasse (forårsaget af et kolossalt overforbrug til diverse projekter!). Dette har tilsyneladende medført, at private hensyn bliver tilsidesat (trods relevante borgerindsigelser) på grund af lokkende store kapitalinteresser.

    Der skal være ligeret for ”såvel høj som lav” i kommunale anliggender.

    Som næstformand i Ældre Sagen Aarhus har jeg fulgt Aarhus Byråds og Ældrerådets arbejde, og jeg er sikker på at jeg kan bidrage med meget til Ældrerådet. Aarhus skal være et godt sted at ældes i. Gruppen af ældre er en mangfoldig størrelse med individuelle behov, som skal tænkes ind i byrådets politiske beslutninger.

    Spørgsmålet er: Hvordan skal ressourcerne fordeles? Plejeområdet har længe været i fokus i medierne. Der er behov for kvalitetsstandarder med bedre ledelse og bedre normeringer, som sikrer beboerne en god og meningsfuld hverdag. Som medlem af Ældrerådet vil jeg arbejde for, at ældre bliver hørt gennem tæt kontakt til Folkehusenes brugerråd og lokalområdernes Fællesråd.

    Jeg vil bruge min viden og erfaring om ældreområdet til at arbejde for livskvalitet og et værdigt ældre liv for alle ældregrupper. Derfor stiller jeg op til valg til Ældrerådet.

    Min baggrund er aktivt frivilligt arbejde indenfor: Demensområdet (som demensinstruktør), Forebyggelse af ensomhed (som læseguide) og Velfærdsteknologi (demonstration af hjælpemidler). Hertil kommer 8 år i Frivilligrådet i Aarhus Kommune, hvor ældreområdet var i fokus (4 år som formand).

    Jobmæssigt har jeg i 34 år været Rektor for Bioanalytikeruddannelsen. For mig er alle sager i Ældrerådet vigtige på hver sin måde. Men min frivilligheds baggrund gør, at jeg særligt brænder for Demensområdet og arbejdet med Velfærdsteknologi (hjælpemidler til bedre livskvalitet).

    Det er på høje tid, at samfundet anerkender det lange livs mange ressourcer og kompetencer og for alvor værdsætter ældres betydning. Vi får stadig længere, sundere og mere aktive liv, som kræver ny fortolkning af alderdommen.

    Vi må tage et nødvendigt opgør med aldersfordomme og tale det lange liv op med styrkelse af civilsamfundet, billig transport, tryg økonomi, job- og uddannelsesmuligheder og rig adgang til kulturoplevelser og kreativitet i hverdagen. Og selvfølgelig sundhedsmæssig forebyggelse og en omsorg og pleje der bare er i orden.

    Min mor kom på plejehjem for 2 år siden, det første jeg oplevede var, at klippekortet blev afskaffet og oplevelsesmedarbejderen blev kraftigt beskåret. De ældre fortjener en god alderdom, sang, samvær og fysisk aktivitet er ofte bedre end piller. Jeg er bange for mange ældre får alt for meget medicin.

    Der er mange søde medarbejdere, der gerne vil vise omsorg, men er pressede af vilkårene. Jeg ønsker en mere personlig pleje og omsorg for den enkelte borger. Jeg vil gerne arbejde for bedre kost til de ældre – sundere, mere grøn og velsmagende. Måltiderne er et af dagens højdepunkter for de ældre.

    Aarhus er en god by at blive ældre i – det vil jeg arbejde for at fastholde og udvikle. Jeg vil sikre, at digitaliseringen ikke efterlader ældre bagud, og at vi får tryg mobilitet i byen. Der skal være fællesskaber mod ensomhed og god overgang fra sygehus til pleje. Jeg vil tage kampen for flere varme hænder – og for respekt for medarbejdere med international baggrund.

    Jeg er tidligere sygehusdirektør og aktiv frivillig på Folkestedet.

    Vi ældre borgere er forskellige. Fælles for mange af os er, at vi gerne vil have mulighed for fortsat at udfolde os, leve og bo i Aarhus, som vi ønsker og evner. Langt de fleste år som ældre er vi raske, selvhjulpne og har overskud. En stor del arbejder fortsat og mange yder vigtige bidrag i familien og omgangskredsen, som frivillige i foreninger og andre organisationer, det der kaldes civilsamfundet.

    Vi vil have en tryggere tilværelse, når vi har tillid til, at der vil være god og værdig pleje, når behovet opstår.

    Udviklingen i befolkningens aldersmæssige sammensætning betyder, at der fremover bliver flere ældre med behov for hjælp og pleje samtidigt med, at der bliver færre i den arbejdsdygtige alder. Derfor er det vigtigt at kommunen prioriterer kerneopgaven i ældreomsorgen, som er pleje af borgere, der ikke kan selv.

    Jeg vil som medlem af ældrerådet arbejde for, at vi i samarbejde med byrådet kommer rundt om hele ældrelivet, når opgaver og løsninger skal findes og prioriteres. Og for at der planlægges holdbare løsninger, når vi de næste mange år bliver et voksende antal ældre i kommunen.

    Jeg er 67 år. Pensioneret skoleleder, nu bl.a. hobbykeramiker, motionist og mormor.

    I Ældrerådet vil mine interesser bl.a. være:

    • Værdig ældrepleje for særligt sårbare mennesker: handicappede, syge, socialt udsatte.
    • Digitaliseringens konsekvenser for mennesker uden erfaring med IT og digitalisering.
    • Ensomhed.
    • Sundhed og forebyggelse.
    • Værdige forhold for plejehjemsbeboere og ældre i eget hjem.

    Jeg var gennem en del år formand for Lev Aarhus, en aktiv handicaporganisation. Derfra har jeg solid erfaring med samarbejde med politikere og embedsfolk. 

    Vi ældre er ikke nogen byrde - vi er i Århus Kommune ca. 75.000 aktive borgere 60+. Ældrerådet skal gennem en brevkasse gøres tilgængeligt for baglandet og være den ældre borgers talerør i svære situationer.

    Ældrerådet skal ikke nøjes med at blive hørt, vi skal gå i offensiven og være en engageret, konstruktiv og stærk stemme i den offentlige debat. Vores fokus skal være at sikre kvalitet og værdighed for borgere i den tredje alder. Derfor stiller jeg op til ældrerådet.

    Bedre ældrepleje og omsorg. Mere varieret og spændende mad. Flere frivillige. Bedre flextrafik. Bedre trafikforhold i midtbyen og bustrafik.

    Kære 60+er: På Ældrerådets hjemmeside (https://aeldrerad.aarhus.dk) kan du se, hvad vi arbejder med i Ældrerådet. De sidste 4 år har jeg bidraget med de opgaver, vi har haft til bl.a. udfærdigelse af høringssvar, som sendes fra Ældrerådet til behandling i Byrådet!

    Jeg har deltaget i de opgaver som ligger i Ældrerådet, samtidig med at jeg har deltaget i udvalgsarbejde i Samfund- og Brobygningsudvalget, samt på det seneste i Bolig- og Arbejdsmarkedsudvalget. Min store interesse er at varetage de ældres vilkår og velbefindende, samt ældreboliger og Folkehuse og de værdier, der ligger i dette område. Det er med en vis stolthed, at jeg føler, at vi i Ældrerådet var med til at redde Folkehusene fra lukning.

    Jeg har stor fokus på de ting, der vedrører de 60+ årige. Jeg bor selv i ældrebolig på Folkehuset Dalgas, sammen med ca. 75 andre beboer i hver vores lejlighed, hvor jeg bl.a. hjælper til med diverse opgaver!

    Kære 60+. På Ældrerådets hjemmeside (https://aarhus.dk/aeldrerådsvalg) kan du læse, hvad vi arbejder med i Ældrerådet.

    I de seneste 5 år har jeg bidraget med udkast til høringssvar til flere af de høringer, som byrådet sender til Ældrerådet, inden de bliver behandlet i Byrådet. Som forhenværende socialchef har jeg indsigt i og erfaring med ældreområdet.

    Jeg arbejder mest med sundheds- og omsorgsopgaver. Din stemme på mig vil styrke mit arbejde på sundheds- og omsorgsområdet: med plejehjem, plejeboliger, hjemmepleje, tryghed og fald, pårørendesamarbejde og velfærdsteknologi, men også på alle de andre områder, som Ældrerådet arbejder med til gavn for alle 60+ årige.

    Jeg bor i Skejby, hvor jeg også arbejder som formand for vores beboerforening. Jeg er gift og har to voksne børn og 4 voksne børnebørn.

    Efter 4 år i Ældrerådet har jeg besluttet at genopstille. Det har været en spændende periode, og for mig vist Ældrerådets berettigelse og indflydelse på beslutninger i Byrådet. For mig ingen tvivl om, at Aarhus Kommune er en god kommune at blive ældre i, men den kan blive bedre.

    Implementering af ældre- og sundhedsreformen bliver en stor opgave i de næste par år og kræver stor bevågenhed – også fra Ældrerådet. Vi er rigtig glade for, at "Fristedet" nu får en tilbygning med værelser med eget bad og toilet, samt fuldt handicapegnet. Siden salget af Saxild Strand har der manglet et tilbud – som især patientforeninger har efterspurgt.

    Jeg stiller op til Ældrerådet i Aarhus Kommune for at få indflydelse på lokalpolitikernes beslutninger på ældreområdet, mm.

    Levetiden er stigende, og der bliver flere og flere ældre, så det er vigtigt at få indflydelse på de politiske beslutninger. Min baggrund er mange års ansættelse i Region Midtjylland, hvor jeg har koordineret regionens praktiktilbud på velfærdsuddannelserne, herunder uddannelserne til social- og sundhedshjælper og -assistent.

    Godt uddannet personale er væsentligt i at skabe kvalitet og sikkerhed i den kommunale ældrepleje. Den nye indgåede aftale i 2024 om sundhedsreform, vil give kommunerne mulighed for at optimere det nære sundhedsvæsen, bl.a. ved at give borgere/patienter et udvidet frit valg, flere rettigheder og nye kronikerpakker.

    Øvrige aktiviteter: Medlem af menighedsrådet ved Viby Kirke, lægdommer ved Vestre Landsret samt tidligere medlem af butiksrådet i den tidligere SuperBrugsen, Viby Centret.

    Mit navn er Else Maria Skjødt, og jeg stiller op til Ældrerådet, fordi jeg brænder for, at vores ældre skal have en alderdom præget af tryghed, værdighed og livskvalitet.

    Jeg er uddannet sygeplejerske og har i mange år arbejdet tæt sammen med ældre både i hjemmeplejen og på plejecentre. Gennem mit arbejde har jeg mødt mange skønne mennesker og fået indblik i deres livshistorier, behov og udfordringer. Det har givet mig en stor respekt for vores ældres erfaringer, men også en klar forståelse af, hvor vi kan gøre tingene bedre.

    Noget af det, der optager mig mest, er når medarbejderne i ældreplejen ikke har tid nok til at yde den omsorg og nærvær, de egentlig ønsker at give. Det går ud over både de ældres trivsel og personalets arbejdsglæde. Derfor ønsker jeg at arbejde for bedre rammer, hvor faglighed og kvalitet er i centrum – til gavn for både de ældre og medarbejderne.

    Udover mit arbejde har jeg i 6 år været formand og nu på tredje år kasserer for vores lokale grundejerforening, hvor jeg har erfaring med at samle mennesker, skabe fællesskab og finde løsninger, der tilgodeser forskellige behov. Det har lært mig, hvor vigtigt det er at lytte og samarbejde – noget jeg også vil tage med ind i Ældrerådets arbejde.

    Som medlem af Ældrerådet vil jeg især arbejde for:

    • At ældre oplever tryghed, nærvær og omsorg i hverdagen.
    • At fællesskabet styrkes, og at ensomhed modvirkes gennem aktiviteter og netværk.
    • At ældreplejen har fokus på kvalitet, så både ældre og ansatte trives bedre.
    • At Ældrerådet er en tydelig stemme, der lytter til de ældres ønsker og omsætter dem til handling.

    Jeg håber at kunne være en ressource for Ældrerådet og bidrage til, at vores ældre får den alderdom, de fortjener – med værdighed, tryghed og glæde.

    Vil du være med til at vælge de kommende medlemmer af Ældrerådet?

    Så læs mere om hvordan du stemmer til Ældrerådsvalg 2025 her:

    Hvordan foregår valget?

    Tidslinje for ældrerådsvalg

    • 27. oktober - Mulighed for at stemme starter på biblioteker

    • 18. november - Valgdag

    • 1. januar 2026 - Nyt Ældreråd tiltræder

    Sidst opdateret: 13. november 2025