Gå til hovedindhold
Debatindlæg

Læserbrev: Vi er nødt til at se på udfordringerne for folkehusene - men alle fællesskaber skal bevares

Debatindlæg af Christian Budde, rådmand for Sundhed og Omsorg, Jan Radzewicz, formand for Ældrerådet, Torben Dreier, formand for Ældre Sagen Aarhus, Lars Bundgaard, bestyrelsesmedlem i Røde Kors Aarhus, Anne Thorø, skoleleder ved FO Aarhus, Otto Ohrt, sundhedschef i Sundhed og Omsorg, Lene Jensen, repræsentant for brugerrådet i Folkehuset Vestervang, Christian Boel, direktør for Sundhed og Omsorg, og Britha Lund Sørensen, repræsentant udpeget af Hovedmedarbejderudvalget

12. mar. 2024
  • Læs op

Indhold

    I høringen om fremtidens folkehuse lægges der op til, at størstedelen af folkehusene fortsætter som i dag og videreudvikles. Det viser, hvor stærke folkehuse vi har i Aarhus, og hvor stort et potentiale, der er for, at folkehusene kommer til at danne rammerne for endnu flere fællesskaber.

    Høringen omkring fremtidens folkehuse er netop begyndt og løber til og med 3. april.

    Enkelte folkehuse kan der foretages mulighedsstudier af efter høringsperioden for at se, hvordan potentialerne bedst udfoldes fremadrettet.

    I mulighedsstudiet vil Sundhed og Omsorg efter høringsperioden sammen med brugerne i samarbejde med Aarhus Ejendomme se på mulige synergier i området, som kan skabe endnu bedre rammer for fællesskaberne. Det drejer sig om folkehusene Toftegården, Dalgas, Carl Blochs Gade, Åbyhøj, Viby og Skåde.

    Det er vigtigt, at alle de nuværende aktiviteter og fællesskaber kan bibeholdes, men det er også væsentligt at se på udfordringerne og potentialerne for disse folkehuse i sammenhæng med andre dele af det lokale miljø, da bæredygtigheden og rammerne for disse folkehuse er udfordret.

    Hvis der derfor både kan kigges på tværs af Sundhed og Omsorgs andre borgerrettede tilbud og på tværs af kommunens og civilsamfundets muligheder, kan et mulighedsstudie efter høringsperioden forhåbentlig skabe nogle bedre og mere varige løsninger for borgerne lokalt.

    Endelig er der enkelte folkehuse, der allerede i dag er overgået til anden anvendelse, eller som påvirkes af andre byrådsbeslutninger. Folkehuset Christiansbjerg er i dag dagcenter, og Folkehuset Rosenvang er smeltet sammen med plejehjemsdelen. Byrådet har besluttet at genudbyde driften af plejehjemmet Bøgeskovhus, hvorfor der ikke længere er folkehus her. Plejehjemmet Abildgården, som Folkehuset Abildgården ligger sammen med, står over for en genopbygning, og Folkehuset i Gellerup skal finde nye lokaler til de nuværende fællesskaber.

    I "Styregruppen for fremtidens folkehuse" har vi været med til at hjælpe processen bag fremtidens folkehuse på vej og undervejs bidraget med vores perspektiver til kriterier, analysen og det endelige oplæg til fremtidens folkehuse. Vi håber, at alle, der har input eller forslag til oplægget omkring fremtidens folkehuse, vil dele deres synspunkter i høringsperioden. Udover at indsende høringssvar vil det være muligt at deltage i tre åbne dialogmøder i høringsperioden. Også Ældre Sagen afholder et dialogmøde.

    Det er vigtigt for os, at der tages hånd om de nuværende fællesskaber og aktiviteter, så alle kan videreføres - uanset om de holder til i et folkehus, der fortsætter, eller et, der skal noget andet.

    Størstedelen af folkehusene er velfungerende og danner ramme om mange fællesskaber, aktiviteter og arrangementer. Der er kreative hold, koncerter, fællesspisninger, træværksteder, motionshold og meget mere. Samtidig er der også folkehuse, som har slidte rammer og et begrænset brugerantal. Fællesskaberne er lige vigtige at videreføre alle steder, men husene har forskellige potentialer i forhold til at fortsætte som et folkehus.

    Derfor skal vi gennem høringsprocessen have undersøgt de lokale muligheder nærmere med gode input fra husenes brugere og interessenter. Der er tale om en ambitiøs udviklingsplan for folkehusene, hvor vi i styregruppen glæder os over, at der investeres omkring 50 millioner kroner i folkehusene.

    Vi ser frem til den kommende høring og den videre dialog om et af de vigtigste elementer for vores fællesskaber i Aarhus. Vi håber, at alle med interesse vil bidrage med deres værdifulde perspektiver i høringsperioden, så det kan tages med, når den endelige beslutning skal træffes.

    Man kan finde indstillingen til fremtidens folkehuse, analyse af folkehusene og invitation til dialogmøderne på Aarhus Kommunes høringsportal: aarhus.dk/fremtidensfolkehuse

    Debatindlægget er oprindeligt bragt i Århus Stiftstidende d. 12. marts 2024

    Sidst opdateret: 10. september 2024