Aarhus Ældreråds høringssvar til Kommuneplan for Aarhus Kommune 2025.
Ældrerådets forslag til kommuneplan for Aarhus Kommune 2025
Ældrerådet skal til forslag til kommuneplan for Aarhus Kommune 2025 ind-ledende bemærke, at man anerkender de mange visioner, der er lagt i det omfattende materiale bag Kommuneplan for Aarhus Kommune 2025.
Vi har udvalgt 4 områder, vi gerne vil forholde os til.
Boliger for ældre, tilgængelighed og trafik, de åbne grønne byrum og grønne elementer i kommunens yderzoner
Ældreboligområdet.
Ældrerådet bifalder arbejdet hen mod ”blandede naboskaber” – altså blandede byområder.
Det vil tilføre mere liv og aktivitet – og vil dermed også være med til at forebygge ensomhed, og fremme social kontakt og integration mellem forskellige grupper af beboere.
Man finder i denne forbindelse, at der mangler ældreegnede boliger - både i Midtbyen, de gamle forstæder, og de fritliggende bysamfund.
Ældre efterspørger oftest boliger i eet plan - gerne med en lille have, og med tilknyttet fælleshus til imødegåelse af den udbredte ensomhed.
Et større udbud af boliger til ældre vil sætte mere gang i flyttekæder – og dermed skabe muligheder for, at børnefamilier kan erhverve de større boliger, som disse familier efterspørger.
Stærkt voksende antal ældre med høj alder gør, at der skal planlægges og bygges nu, så flyttekæderne aktiveres.
En særlig opmærksomhed skal henledes på, at der er en del borgere med begrænset økonomi, der ikke har haft mulighed for en selvstændig pensions-opbygning gennem livet, hvilket begrænser disse borgers boligvalg.
Tilgængelighed og trafik.
Ældrerådet har ved flere lejligheder fremsat ønske om, at arbejdet med grøn mobilitetsplan sker med sikring af god tilgængelighed for ældre og handicappede. Herunder særlig opmærksomhed på, at sikre tilgængelighed i Midtbyen og i de skiftezoner mellem trafikformer, der er en forudsætning for, at nå en mindre trafikbelastning i Aarhus.
Handicapkørsel skal fortsat være muligt. Herunder skal kørsel og parkering for personer med nedsat mobilitet og blåt handicapparkeringskort sikres.
4,5% af personer med kørekort er afhængig af det, for at kunne ”deltage”.
Der synes at være politisk vilje til dette - også i påtænkt nulemmissionszone – og dette bør også kunne ses i kommuneplanen.
Handicapparkeringspladser skal altså prioriteres ude i byrummet med realistiske gangdistancer, ikke kun gemmes i parkeringshuse. Det giver ikke tilstrækkelig dækning. Dette gælder også ved Parker og Rejs-anlæg, letbane-stationer og andre skiftezoner mellem trafikformer.
Samtidig skal midtbyen og skiftezonerne rumme langt flere bænke eller andre ”rastesteder” – nødvendige pausesteder - ikke kun for handicappede, men også til mange ældre og andre med reduceret mobilitet.
Denne tænkning skal kunne ses i de praktiske planer, der udvikles som delmål i planlægningen.
Ældrerådet foreslår øget brug af Universelt Design og generelt fremme af tilgængelighedstanken.
Åbne grønne byrum.
Aarhus bør være præget af åbne grønne byrum.
Et arbejde der er i gang – Vesterbro Torv, Fredens Torv, Rundhøj torv, og en lang række andre områder, men dette skal også være tilfældet i andre byområder – herunder Aarhus Ø.
Også Århus Ø skal have rekreative zoner, steder med mulighed for bevægelse, motion, sportsudøvelse, og det er vigtigt at sikre udsynslinier mellem by og bugt, hvis byens særpræg skal bevares.
Grønne elementer i yderzoner.
Aarhus kommune er både fortættet by, forstæder, landsbyer og landzone.
Det er vigtigt at bevare de rekreative elementer i skove, marker og vådområder. Og ved udbygningen af solcelleområder er det vigtigt at indtænke dette i videst muligt omfang.
Energiproduktion er mulig tæt på forbrugsområderne ved øget placering på byens tage og parkeringsområder.
Usikkerheden vedr. fjernelse af overfladejord efter 30 års anvendelse til sol-cellepark kræver yderligere afklaring. Sikring af fortsat fødevaresikkerhed ved efterfølgende dyrkning på områderne, skal være helt afklaret.
Vh
Jan Radzewicz / Formand
for Aarhus Ældreråd