Aarhus Ældreråds udtalelse vedr. forslag til Ældrelov, Ældretilsyn og Lokalplejehjem.

Aarhus Ældreråds bemærkninger til forslag til ny Ældrelov:

Indledende skal overordnet bemærkes, at Aarhus Ældreråd finder det uhensigts-mæssigt/beklageligt, at sygeplejen ikke er en del af helhedsplejen, i og med at langt de fleste beboere på plejehjem og i plejeboliger lider af flere sygdomme med behov for behandling og medicinering udover det behov, der følger af almindelig aldring. – Det er således vanskeligt at adskille pleje/helhedspleje fra sygepleje, bl.a. i dialogen med plejehjemslægen.

Vedr. udkast til ældreloven skal Aarhus Ældreråd – når bortses fra ovenstående bemærkninger vedr. sygepleje - udtale, at man finder, at udkastet til ældreloven tilvejebringer overordnede og forenklede rammer for fremtidens ældrepleje med fokus på borgerens selvbestemmelse og indflydelse på pleje og omsorg, uden at dette sker løsrevet fra personalets faglighed. Dette er ikke mindst  væsentligt på det rehabiliterende og vedligeholdende område, hvor også dokumentation for effekt mv. vil være nødvendig, hvilket også gælder vedr. medicinhåndtering og medicin-effekt.

Ældrerådet i Aarhus er således enig i, § 1, stk.2 vedr. at understøtte den ældres selvbestemmelse og tilliden til medarbejderne og ledelsen samt at tænke samspil med personale, pårørende og civilsamfund.

Ligeledes i at hjælpen i ældreplejen skal gives med et forebyggende, rehabiliterende og vedligeholdende sigte, – bl.a. med det formål, at borgeren i større omfang og i længere tid kan klare opgaver selv eller med kun lidt hjælp.

Ældrerådet er dog ikke enig i, at der ikke skal kunne klages over
afgørelser, § 6, vedr. tilbud med aktiverende og forebyggende
sigte, idet sådanne tilbud netop vil kunne have et rehabiliter-
ende mv. sigte.  At fjerne klageadgangen øger ikke retssikker-
heden, og bryder vel med forvaltningsloven, samt med 2-instans
princippet i dansk forvaltning.

Ligeledes finder Ældrerådet det positivt, at kommunen til erstatning for service-standarden skal levere ydelser efter fastsatte rummelige pleje- og omsorgsforløb, som skal være en ramme for den ydede pleje og omsorg ud fra borgerens aktuelle behov og ønsker. Der tildeles således et forløb, der løbende kan justeres uden visi-tation alt efter om behovet ændrer sig. – Et forløb, der omfatter personlig hjælp og pleje, praktisk hjælp og genoptræning af fysisk funktionsnedsættelse pga. sygdom.

Ældrerådet skal dog bemærke, at man finder det uheldigt, hvis der kan ske væsent-lige ændringer i plejen og omsorgen uden visitation, eller at en generel ændring for alle borgere af en tildelt ydelse kan ske uden visitation, altså som et budgetterings- eller regnskabshåndtag. Her bør fortsat indgå kravet om en individuel konkret vur-dering.

Vedr. helhedspleje er Ældrerådet enig i, at dette nok vil kunne mindske antallet af hjælpere i borgerens hjem (men næppe meget) og formentlig også øge muligheden for hurtigt at reagere på behov for ændringer i hjælpen, i og med at leverandøren/
udfører har lettere ved at sparre med andre inden for samme leverandør. Men man skal nok ikke have store forventninger til, at dette i sig selv vil kunne medføre færre hjælpere i hjemmet, da hjælperne ofte vil have egne specialer. At reducere antallet af hjælpere i hjemmet vil givetvis blive et dyrt tiltag.

Desuden vil helhedsplejen nok snarere mindske end udvide det frie valg, i og med at en del mindre private leverandører vil blive skubbet ud af markedet. De vil ikke være store nok til at have flere sosu-assistenter og fysioterapeuter ansat. – F.eks. et mindre firma, der i dag alene leverer rengøringsydelser.

I det hele taget må forventes, at kravet om helhedspleje – hvor godt det end kan være – vil begrænse konkurrencen på markedet for pleje- og omsorg.

Vedr. krav om bankgaranti ved kontraktindgåelse med privat leverandør bør det angives, hvor stor denne garanti skal være – f.eks. 10 %. Ellers vil der være risiko for enten en meget lille garanti, der ikke vil have værdi udover at
holde leverandøren i markedet, eller en meget stor garanti,
der vil have en negativ effekt i forhold til garantistiller, og der-
ved vil kunne risikere leverandørens lukning. (Hvorfor stiller
kommunen krav om f.eks. en garanti på 20 %)?.

I øvrigt finder Ældrerådet, at denne garantistillelse også bør omfatte de tilfælde, hvor leverandøren har modtaget en for høj betaling fra kommunen i løbet af året, som følge af for højt afsat afregningspris, § 20, stk. 4.

I øvrigt ses bestemmelserne i lovforslaget til forebyggelse af konkurser hos private leverandører som yderst hensigtsmæssige og relevante.

Vedr. forsyningsansvar § 23 bør uddybes, hvad der forstås ved samarbejde med andre kommuner, regioner og private leverandører.

Her kunne man f.eks. inddrage de kommunale erhvervslove, regler om kommunale selskabsdannelser, konkurrencelovgivningen samt kommunalfuldmagten.

Endelig finder Ældrerådet, at der bør åbnes for tilkøbsydelser – også for de traditionelle kommunale plejehjem og plejeboligenheder. Her igen under kommunalfuldmagten, konkurrencelovgivningen og de kommunale erhvervslove.

Ældrerådet kan fuldt tilslutte sig Kap 6 vedr. Plejeoversigten. Dette vil øge gennem-skueligheden og konkurrencen og formentlig dermed kvaliteten. Ældrerådet har ingen bemærkninger til Kap 7. vedr. pasning af døende.

Vedr. § 8 er det måske tiden at ændre skelnen mellem frivillig indsats og frivilligt arbejde, og erstatte dette med én betegnelse ”frivillighed”, ”frivillige” el. lign.

Vedr. § 14 vedr. tilbud om madordning i form af fuld forplejning er spørgsmålet, om der her også menes ”ældreboliger” efter almenboligloven.

Vedr. betaling § 32 og 33 synes dette ikke umiddelbart klart. – Skal der betales for aflastningsophold, korttidsophold (f.eks. i forbindelse med udskrivning fra hospital), husleje, mad osv., og hvad er lokaleomkostninger?

Vedr. Kap 9 Ældreråd. Her har Aarhus Ældreråd ikke umiddelbart
bemærkninger, idet reglerne overvejende er identiske med nu-
værende regler. Det er dog tilfredsstillende, at elementer af
den hidtidige vejledning nu hæves til lovtekst.

Ældrerådet vil dog stille spørgsmål ved, om Ældreråd ikke bør
have sin egen lov, idet den her angivne placering kan forlede
til at tro, at Ældreråd alene vedrører pleje og omsorg. Selv om
det i § 34 anføres ”alle forslag, der vedrører de ældre”.

Vedr. § 39, stk. 2 kan Ældrerådet fuldt tilslutte sig. Dvs. at en borger medtager sin refusion fra før 67 år til efter 67 år, hvor borgeren overgår til ældrelovens område, således at ældreområdet ikke automatisk påføres denne økonomiske udgift fra tidligere visitation.

Endelig skal Ældrerådet bemærke, at man finder det uheldigt, at der hyppigt an-vendes vendingerne ”mest muligt”, ”færrest muligt”, ”videst muligt”, ”så vidt muligt” i lovteksten. Det er upræcist og ikke-operationelt.

Desuden er det vel også usandt. Mest muligt betyder jo alt/det hele, eller i hvert fald rigtigt, rigtigt meget eller lidt, og er det meningen, så er det fint, men er det ikke meningen, så væk med det. Det er talemåder. Det skaber forvirring og usik-kerhed i en lovtekst, og er ikke et anvendeligt handlegrundlag.

Størst mulig velfærd til flest mulige – betyder jo al velfærd til én.

Aarhus Ældreråds bemærkninger til Lovforslag om lokalplejehjem:

Ældrerådet skal til lovforslaget vedr. lokalplejehjem bemærke, at man finder, at der er tale om en lidt underlig konstruktion – der synes at svæve et sted mellem kom-munal og privat. Selvstændig kontra styret.

Ældrerådet kan ikke umiddelbart bifalde tanken om lokalplejehjem. Man finder, at modellen vil bidrage til ulighed – eller øget ulighed på området – et ”finere” pleje-hjem som en videreudvikling af den selvejende model.

I loven tillægges dette lokalplejehjem nogle frihedsgrader og
kompetencer, som vil kunne opnås ved at give de kommunale
plejehjem disse frihedsgrader/kompetencer - f.eks. vedr. til-
købsydelser, kommunale/private samarbejder, plejehjems-
bestyr-elser/-råd osv.

Man finder endvidere, at der er en diskrepans mellem på den ene side, § 3, at anføre, at lokalplejehjem etableres som et aktieselskab efter reglerne i selskabs-loven, og samtidig anfører, § 11, at kommunalbestyrelsen, der jo ejer selskabet,
ikke må yde lån til plejehjemmet eller stille garanti for lån, som aktieselskabet optager. Dette rejser jo et spørgsmål om muligheden for at optage et ikke-kommune-garanteret lån i et plejehjem. Det er næppe en sandsynlig mulighed.
– Og denne regel om låneoptagelse, er vel ikke måden at styre et plejehjems økonomi på. - Et A/S, og så alligevel ikke.

Ældrerådet finder endvidere, at lovforslaget mangler at forholde sig til visitations-spørgsmålet, (hvem visiterer til et Lokalplejehjem og hvordan indgår det i visita-tionssystemet?) Kan borgeren vælge? Hvad hvis der ikke er plads? Er det først til mølle? Desuden vedr. spørgsmålet om bestyrelsens kompetencer og ansvar, f.eks. i relation til ansættelser/afskedigelser, lønfastsættelse mv. på plejehjemmet, og vedr. kompetenceafgrænsning mellem kommunen, ledelse og bestyrelse vedr. den dag-lige ledelse og fastsættelse af ydelsesomfang og økonomi/finansiering, samt ledel-sens referencer til hhv. bestyrelse og den kommunale forvaltning, samt til spørgs-målet om tavshedspligt, ikke mindst for ledelsen i relation til den kommunale for-valtning.

Desuden finder Ældrerådet, at der bør forholdes til spørgsmålet om tilkøbsydelser, samt plejehjemmets adgang til at skaffe indtægter direkte i forhold til beboernes ophold, mulighed for sponsor- indtægter osv.

Ældrerådet finder ligeledes, at aflønning af bestyrelsesmedlemmer i en plejehjems-bestyrelse, bør ske i form af mødediæter og ikke i form af honorar, dette bl.a. for at mindske fraværet fra bestyrelsesmøder, og for at skabe lighed mellem plejehjem i en kommune og kommuner imellem.

Endelig finder Aarhus Ældreråd, at spørgsmålet om konkurrenceforvridning, kom-munal konkurrence i det hele taget og kommunalfuldmagten bør efterses, således at begrebet konkurrenceforvridning ikke blot bliver anvendt som et konkurrence-begrænsende ord. Her bør ske en samordning med konkurrence-
lovgivningen. Konkurrencelovgivningen har jo til formål at øge
konkurrencen, og der er jo ikke noget i vejen for, at en kom-
mune konkurrerer. Der findes lovgivning vedr. kommunal sel-
skabsdannelse, kommunal erhvervsvirksomhed og kommunale-
/private partnerskaber. Regler i lov om lokalplejehjem og f.eks. tilkøbsydelser bør være i overensstemmelse med disse love og regler.

Hertil kommer så spørgsmålet om kommunalfuldmagtens grænser, men dette er ikke i sig selv til hinder for kommunal produktion eller konkurrence, men lægger
jo primært en beskyttelse omkring kommunekassen.

Men konkluderende må Ældrerådet konstatere, at der synes at være tale om en unødvendig fugl i reden. Man kunne vel som nævnt opnå det samme gennem øgede muligheder for tilkøbsydelser mm. og en plejehjemsbestyrelse/-råd i de eksisterende kommunale plejehjem. – Og så ville ligheden i højere grad være tilgodeset, og der ville stadig være mulighed for konkurrence mellem plejehjem, som vil bliver synliggjort gennem plejeoversigten i henhold til ældreloven.

Aarhus Ældreråds bemærkninger til lovforslag om ældretilsyn:

Vedrørende lovforslaget om ældretilsyn kan Aarhus Ældreråd bifalde, at formålet med ældretilsyn er at sikre kvaliteten i helhedsplejen ud fra ældreloven, og at dette baseres på læringsorienteret dialog, rådgivning og sparring til plejeenhederne. Og Ældrerådet kan bifalde, at tilsynet ud over at omfatte plejehjem og plejeboligen-heder mv. også omfatter hjælp til borgere i eget hjem på lige fod med plejeenheder.

Vedrørende ansvaret for tilsynet, altså hvem fører dette tilsyn, er Ældrerådet betænkelig ved, at det er kommuner, der efter udpegning skal føre tilsyn med kommuner, altså med hinanden.

Kommuner er ligeværdige enheder, med identiske opgaver, men denne ligevær-dighed bliver brudt mellem den kommune, der foretager tilsyn, og den eller de kommuner der modtager tilsyn. Desuden vil det kunne medføre  at kommuner fører et ”lempeligt” tilsyn, dels ud fra kollegiale hensyn, dels ud fra tanken om at ”det kan jo komme til at ramme mig selv (min egen kommune), hvis jeg er for nidkær med mit tilsyn”.

Ligeledes bestemmelsen om at tilsynet (dvs. en kommune) skal
yde støtte til en anden kommune, eller om anmodningen skal
videresendes til en anden relevant myndighed, § 4.

Ældrerådet finder endvidere, at tilsynsmodellen med tilsyn
efter anmodning, samt et ”eksternt kommunalt tilsyn” hvert 5. år
er alt for løst og tilfældigt. Hertil kommer så ganske vist en noget uklar bestem-melse om tilsyn ud fra en løbende vurdering af, hvor der kan være størst risiko,
eller hvor der er en konkret bekymring for kvaliteten. – Men hvem skal foretage denne løbende vurdering, og på hvilket grundlag, når tilsynet er henlagt til en
anden kommune?

Vedrørende tilsyn efter anmodning skal man påpege, at ikke alle plejeboligbeboere har pårørende, og ikke alle pårørende kan/vil klage/anmelde af forskellige grunde. Desuden vil plejeboligbeboere ofte ikke selv have evnen, indsigten eller lysten til at klage.

Vedr. anonymitet omkring ”anmodning” stiller Ældrerådet sig kritisk over for en sådan anmeldelseskultur, der jo bryder med intentionerne om åbenhed, samarbej-de og dialog, og man skal stille spørgsmål ved om dette anonymitetstilsagn/-krav er i overensstemmelse med forvaltningslovens bestemmelser om aktindsigt.

Anonyme klager/anmodninger kan vel kun begrundes med frygten for repressalier mod den person (den ældre eller dennes pårørende), der klager, og vil kunne skabe en kultur med ”det er ikke mig, der har klaget”, ”jeg er tilfreds” o. lign.v.

Dette gælder også bestemmelsen om, at der – uden samtykke – kan videregives oplysninger fra tilsynet til en anden offentlig myndighed, hvis indholdet er relevant og nødvendigt for den anden myndighed. Hvem skal afgøre dette? Modtageren må for så vidt gerne spørge, men afsender (Ældretilsynet) må vel ikke af den grund videregive oplysninger. – F.eks. oplysninger om personlige forhold eller fortrolige personlige forhold. Her igen forvaltningslovens bestemmelser om indhentning og videregivelse af oplysninger, der også omfatter regler ved. databeskyttelse (GDPR).

Ældrerådet finder ikke, at dette er i fuld overensstemmelse med tilsynslovens og ældrelovens gennemgående ”ånd”.

Ligeledes, § 5, synes bestemmelserne vedr. tavshedspligt at være
noget rigide og meget omfattende, og synes at være på kant
med reglerne om f.eks. ansattes ytringsfrihed.

Vedr bestemmelsen om samtilsyn, § 8, finder Ældrerådet, at
der er tale om en helt unødvendig bestemmelse og en noget opblæst problem-stilling.

Ældrerådet finder ikke, at der er tale om et tilsynsmylder, med meget hyppige tilsyn, der kommer hulter til bulter, og Ældrerådet ser ikke, at tilsynsmyndigheder overbelaster problemfri plejeboligenheder. Men det siger sig selv, at såfremt et
problemfyldt tilsyn udløser et opfølgende tilsyn, ja så er der to tilsyn. Men det er
jo plejehjemmets egen ”skyld”, at der er to tilsyn.

Desuden bliver denne bestemmelse om samtilsyn svær at administrere og plan-lægge. Hvis der kun skal foretages et obligatorisk ældretilsyn hvert 5 år, så er det svært at koordinere dette med tilsyn vedr. f.eks. brand, levnedsmidler, og arbejds-miljø, der i høj grad fører tilsyn efter behov, og konkrete problemer/henvendelser eller mistanker. Og det synes også en anelse beklageligt, at det overlades minister-en til senere at fastsætte regler for et sådant samtilsyn, i stedet for at det mere konkret indskrives i loven fra start. Spørgsmålet om samtilsyn har jo været et ret dominerende emne i den seneste tids debat, så her er ministeren vel afklaret.

Ligeledes er ældretilsyn på baggrund af en anmodning jo også svært at koordinere med de øvrige tilsyn.

Ældrerådet ser endvidere frem til ældreministerens senere fastsættelse af nærmere regler om ældretilsynets vurdering af kvalitet i ældreplejen. Det gælder f.eks. vedr. dokumentation og medicinhåndtering, der jo i dag er gennemgående problemstil-linger ved alle tilsyn på plejeboligområdet.

Desuden synes bestemmelsen vedrørende samarbejde mellem myndigheder og tilsyn, § 10, med henblik på koordinering af tilsynet med kvaliteten i helhedsplejen og i forbindelse med, at der træffes afgørelser over for en plejeenhed noget ukonkret og flydende. Hvad er relevant omfang, og hvem afgør det?

Ældrerådet har ikke bemærkninger til § 11 vedr. Ældretilsynets sanktionsmulig-heder. – Men igen ældreministeren kan senere fastsætte regler. Ældrerådet har heller ikke på det foreliggende grundlag bemærkninger til kap.
8 vedr. oplysnings-pligt og kommunikation.

Vedr. § 19 kan Ældrerådet være bekymret for opgørelse af
medarbejdere/timer ved den nuværende tilsynsudøvelse i en
kommune med henblik på flytning til en Ældre-tilsynskommune, og ligeledes for
de kommuner, der i dag både har et internt tilsyn og et eksternt (købt) tilsyn.

Afsluttende finder Ældrerådet, at lovforslaget forekommer noget ufærdigt.  Og at der er lidt vel mange tilfælde, hvor den nærmere regelfastsættelse er henlagt til ministeren. En ministers anordningsmyndighed skal ikke anfægtes, men nogle af
de her angivne forhold til senere ministerfastlæggelse kunne gerne være afklaret forinden lovforslaget sendes til høring, således at man kunne forholde sig til en mere hel og færdig lov. Og nogle af forholdene har jo også af regeringen været fremlagt som ”tåbeligheder”, og så kunne man vel være noget klarere med hensyn til, hvordan det skal være fremover.

Vh

Jan Radzewicz / Formand

for Aarhus Ældreråd