Ældrerådets høringssvar vedr.: Boligplan for plejeboliger 2026
Ældrerådet har afgivet høringssvar til udkastet til den kommende plejeboligplan.
I boligplan for plejeboliger 2026 fastlægges behovet for plejeboliger i perioden 2026-2035 på baggrund af demografiske fremskrivninger og udviklingen i ældres sundhed.
Den demografiske udvikling, med flere ældre borgere, vil skabe et stigende behov for plejehjemspladser i hele kommunen, og ifølge prognoserne, synes behovet i de kommende år, at kunne opfyldes i den anbefalede udbygning af plejehjemsprojekter på Graham Bellsvej, Sandkåsvej og Næshøj plejehjem.
Dertil kommer de meget velbeskrevne fremtidsprojekter i det medsendte bilag, med det formål, at kunne imødekomme en forventet efterspørgsel med 84 boliger årligt frem til 2035.
Vi er en stor årgang af ældre borgere, der, for de flestes vedkommende, har fokus på sund aldring, sund kost og motion. Der er, i vurderingen af udviklingen, en række faktorer med stor grad af skøn, herunder på begrebet sund aldring.
En usikkerhedsfaktor er også forbundet med kriterierne for optagelse på plejehjem – er der sket et skred, så det er blevet for vanskeligt at komme på plejehjem?
Analysen ser også på plejehjem som en isoleret boligform – der savnes en samtænkning af samvirket med andre boligformer – f.eks. med mulighed for overgang fra ældrebolig til plejebolig på samme adresse.
Der kunne også udvikles overvejelser i forhold til samvirke med andre aldersgrupper og øvrige flerrums boliger. Hvilken indflydelse har ægtepar på flerrumsboliger, og kan dette bringes i overvejelser i forbindelse med etablering af profilplejehjem?
Mange ældre vil derudover gerne blive i deres lokalområde, når de skal vælge plejebolig, og det er der overvejende mulighed for i de velbeskrevne fremtidsprojekter.
Velvidende at prognoser indeholder risici og usikkerheder så som stigende anlægsomkostninger, lokalplanmæssige forhold, tilgængelighed af egnede arealer og kapacitet i byggebranchen, så er det betryggende at vide, at MSO udarbejder en boligplan hvert 3. år så plejeboligkapaciteten løbende kan justeres i forhold til det faktiske behov på ældreområdet.
Ældrerådet henleder derudover opmærksomheden på flg. områder, der ønskes optimeret:
· Sund aldring: Øget samarbejde med erhvervslivet om ældre længere på Arbejdsmarkedet. Sund kost. Igangværende projekter fortsætter.
· Udvikling af visitationspraksis: Fra hjemmepleje til plejehjem ved aktuelt behov. Når udgifterne til hjemmepleje overstiger udgifterne til plejebolig.
· Ind- og udflytning I plejeboliger: Korrigere kapaciteten for tomgang.
Ældrerådet kan således tilslutte sig anbefalinger til udbygning og plejehjemsprojekter.
Med venlig hilsen
Magdalene Svendsen
Formand for Ældrerådet i Aarhus Kommune