Gå til hovedindhold

Ældrerådets høringssvar vedr. Sundhedsreformen, herunder høring om samarbejdsaftaler mellem Region Midtjylland og Aarhus Kommune

Ældrerådet sætter stor pris på at blive opdateret ift. den igangværende samarbejdsproces mellem region og kommune om implementering af en ny og omfattende sundhedsreform.

Indhold

    Ældrerådet sætter stor pris på at blive opdateret ift. den igangværende samarbejdsproces mellem region og kommune om implementering af en ny og omfattende sundhedsreform.

    For at intentionerne i sundhedsreformen kan opfyldes, hvor alle får lige adgang til sundhedstilbud, og hvor der er sammenhæng i behandlingsforløbene, er præcise samarbejdsmodeller afgørende for, at reformen lykkes.

    Ældrerådet ser såvel delingsaftalen som den horisontale samarbejdsaftale som to aftaler, der sikrer:

    • at alle har lige adgang til sundhedstilbud

    • at der er sammenhæng i behandlingsforløbene

    • at behandlingen foregår tættere på patienterne

    • at der er taget hensyn til lokale behov

    • at der oprettes lokale hjemmebehandlingsteams

    • at specialiseret genoptræning og rehabilitering indgår i aftalen om patientrettet forebyggelse (uden tidsbegrænsning), og at der for akutsygepleje og akut pladser indgås aftale med evaluering om 3 år
    • at sygehusene får større ansvar for særligt sårbare patienter efter udskrivelse fra sygehus (udvides til 96 timer)

    • at der indføres ret til hurtig udredning og behandling hos praktiserende speciallæger

    • at der indføres ret til digital kontakt med sundhedsvæsenet

    En stor del af den behandling, som i dag foregår på hospitalerne, skal foregå tættere på patienterne, og derfor får sundhedsrådene en stor opgave i at sikre et tæt og forpligtende samarbejde mellem region og kommune. Her kommer samarbejdsaftalerne til at få en afgørende betydning for den fremtidige opgaveløsning.

    Ældrerådet har en særlig bekymring og opmærksomhed på specialiseret genoptræning og rehabilitering i forhold til, om det specialiserede fagpersonale, ifm. organisationsændringer, vil søge andre udfordringer.

    Vi er ligeledes bekymrede for, at særligt sårbare patienter kan blive forsømt i udskrivelsesforløbet mellem hospitalet og hjemmet, og endelig vil vi gerne henlede opmærksomheden på, at der altid bør være en menneskelig telefonkontakt døgnet rundt, så især nattjenester sikres professionel opfølgning.

    Ældrerådet er opmærksom på, at der er uoverensstemmelse mellem kommunens og regionens økonomiske beregninger.

    Ældrerådet vil fortsat følge samarbejdet, og vi håber, at vi løbende får mulighed for at få en stemme ind til sundhedsrådet, så vi rettidigt kan hjælpe mulige misforståelser i praksis på rette vej i forhold til samarbejdsaftalerne.

     

    Med venlig hilsen

    Magdalene Svendsen

    Formand for Ældrerådet i Aarhus Kommune

    Sidst opdateret: 25. februar 2026